Guidede natur- og kulturture i Vordingborg Kommune
Halloweentur i Præstø 2019.
DatoOnsdag den 16. oktober 2019  
Tidspunktkl. 18  
Beskrivelse(U)hyggelig halloween-tur gennem Præstø Onsdag i efterårsferien, den 16. oktober kl. 18.00, gentager vi succesen fra de sidste par år og arrangerer en (u)hyggelig halloween-tur gennem det mørke Præstø.. Vi mødes ved Antonitterstien ved Nysøvejen bagved Remissen. Herfra sendes de modige deltagere af sted i hold i tidsrummet kl. 18.00 til 20.00.

Før hvert hold sendes af sted, får de oplæst en historie, der fortæller, hvad deltagerne er på vej til at begive sig ud i og, hvad de skal være på vagt over for og passe på.

Endnu engang mærkes der mørke og onde kræfter over den ellers så fredelige by Præstø...
Sidste år lykkedes de modige og brave borgere i Præstø gennem en fælles indsats med at afslutte den forhadte rigmand J.P. Eriksen og hans grufulde eksperimenter med at åbne protaler til underverdenen. J.P. Eriksen kom af dage, og portalen blev lukket.
Det vil sige - næsten lukket... ingen har set dem med sikkerhed. Men rygterne går på, at de mørke magter, ført an af Loke, atter forsøger at lægge sin klamme hånd over Præstø.
Det siges, at Loke har åbnet porten til Helheim og befriet sin datter Hel. Deres mål - ragnarok, Jordens endeligt!
Kan det igen lykkes at samle de modige borgere i Præstø og byde mørkets kræfter trods - eller er det allerede for sent at forhindre Loke og Hels mål om død og ødelæggelse...???
Skarpe historieinteresserede vil måske kunne finde et par huller i validiteten - men det skal ikke have lov at stå i vejen for en grufuld beretning.

Da vi kun kan sende ét hold af sted af gangen, må man være indstillet på, at der kan være ventetid. Man kan også vælge at dukke op senere end kl. 18.00, da vi som sagt sender hold af sted helt frem til kl. 20.00.

Men vær varsomme - vogt jer for at støde på hverken Hel, Loke eller nogle af de forfærdelige væsener, de har bragt med sig fra underverdenen.

Vi er nødt til at understrege, at det ER uhyggeligt. Børn under 10 år skal være sammen med en voksen for at få lov at begive sig gennem et par af turens poster. Og selv da er det forældrenes vurdering, om man vil vælge at passere gennem posten, eller om man vil gå udenom.

Turens afslutning
Den samlede tur rundt for at bekæmpe Hel og Loke og sikre en fremtid for byen Præstø varer formentlig en god halv times tid. Den nerveflænsende tur ender ved pakhus8, hvor der til børnene vil blive skænket lidt at varme sig på. Sandsynligvis en mixtur af noget rensende og befriende for Hels onde indflydelse og beskyttende mod ragnarok.

Vi håber, at alle får en rigtig væmmelig og (u)hyggelig aftentur gennem Præstø. Vi har nydt at planlægge den for jer, og vi glæder os til at se jer.

Vh. Runa (Asbæk & Valhøj), Jens (Kulturforeningen Pakhus8), Mette og Keith, Lasse og Nikolaj (Præstø 4H).

(Arrangeres med støtte fra Præstø Handelsforening og Vordingborg Kommune) 
Tilmelding
Pris(Gratis) 
Praktiske opl.
MødestedAntonitterstien, Ved Nysøvej, Præstø
Turleder 
Arrangører Halloweentur i Præstø.
Land- og Miljøsekretariatet:
Elise Steen Hvelplund, Vordingborg Kommune, 55 36 25 06 - e-mail: eshv@vordingborg.dk