Guidede natur- og kulturture i Vordingborg Kommune
Om os

Enestående natur og kultur

Vordingborg Kommune byder på en mangfoldig og enestående natur med gode muligheder for gåture, aktiviteter og oplevelser for både børn og voksne i byernes grønne områder, i det åbne land, langs de sydsjællandske kyster og i skovene. Det rolige farvand, fjordene og vigene giver mulighed for oplevelser til vands. Samtidigt rummer Vordingborg Kommune en spændende og seværdig historie, hvor der kan nævnes Vordingborg borg og slotsruin, de mange skanseanlæg langs kysten og de mange velbevarede fortidsminder i det åbne land. Den enestående natur og kultur vil vi gerne formidle til borgere og turister.

Kalenderen

Portalen drives af Land- og Miljøsekretariatet i Vordingborg Kommune og bidrager til at synliggøre de mange aktiviteter og natur- og kulturture i Vordingborg Kommune til borgere og turister.

Kalenderen: www.naturenivordingborg.dk viser guidede natur- og kulturture i Vordingborg Kommune og de praktiske informationer om tid, mødested, tilmelding, mv. Som udgangspunkt er turene gratis og kalenderen kan ikke anvendes til annoncering af kommercielle aktiviteter. Sådanne aktiviteter vil derfor slettes fra portalen.  

Der tilføjes løbende nye arrangementer til listen, som kan dreje sig om både ture i kajak, gåture, traveture og fortælleture. Alle ture er offentlige og er arrangeret af naturvejledere, kommunale forvaltninger, Naturstyrelsen Storstrøm, museer, lokale foreninger, grønne organisationer, frivillige turledere, roklubber, m.v. i kommunen.

Synliggøre formidlingsindsatsen

Formidlingsindsatsen i Vordingborg Kommune foregår med udgangspunkt i en række fagsekretariaters forskelligartede initiativer og formidlingsbehov. Kalenderen bidrager til at synliggøre og koordinere de mange aktiviteter og offentlige tilbud til at være aktiv i naturen og lære mere om naturen og kulturhistorien i kommunen.    

Vordingborg Kommune har vedtaget en politik om at skabe og formidle faciliteter og aktiviteter til gavn for borgernes rekreation og sundhed; at fremme borgernes naturforståelse og brug af naturen samt synliggøre kommunens aktiviteter indenfor natur, miljø, kulturhistorie og friluftsliv. Det drejer sig bl.a. om den direkte formidling henvendt til både lokale og turister, hvor der tilbydes en lang række offentlige ture hele året rundt.

 

Land- og Miljøsekretariatet:
Elise Steen Hvelplund, Vordingborg Kommune, 55 36 25 06 - e-mail: eshv@vordingborg.dk